HAR DU ET JURIDISK PROBLEM?
Opdateret 2. maj 2014

 

Da vi ikke er jurister, kan Bibliotekernes JURAPORT ikke påtage sig at besvare dine juridiske spørgsmål. Du kan få hjælp på andre måder:

1) Du kan møde op i Advokatvagten i din kommune. Advokaten kan give dig et professionelt råd, som du kan gå videre med. Ønsker du at være anonym, kan du det. Der bliver ikke taget referat af samtalen og der bliver heller ikke udarbejdet en sag. Adresser og åbningstider på de lokale vagter findes nedenfor under Advokatsamfundet.

2) I nogle få større byer er der etableret private retshjælpsinstitutioner, hvor man kan få gratis retshjælp. En sådan retshjælp findes bl.a. i København, Odense, Esbjerg og Århus. Nærmere oplysninger om åbningstider m.v. kan fås på det lokale dommerkontor.

3) På nettet findes div. servicer, hvor man kan stille spørgsmål til en advokat eller jurist. Nogle af dem lægger også spørgsmål og svar ud, så andre kan have glæde af dem. Se brevkasser/spørgetjenester nedenfor.

Advokatvagt

Advokatsamfundet / Advokatvagt
Du kan ikke ringe til Advokatvagten, men skal møde op personligt. Her findes en liste med åbningstider m.v.

Advokatvagt Danmark
Er en telefonisk advokatvagt, som er åben for telefoniske henvendelser mandag-torsdag 10-12.   

Retshjælp

Den Mobile Retshjælp
En række frivillige medarbejdere giver gratis juridisk hjælp over telefonen.

Nettets gratis Retshjælp (NGR)
En juridisk brevkasse/advokatvagt. For at få svar, skal man udfylde en e-mail-formular. Det kan gøres anonymt; spørgsmål og svar offentliggøres ikke.

Advokatgruppen
Yder førstehjælp mod betaling. På deres specialsider kan man læse andres spørgsmål og se hvad der er svaret.

Studenterrådets Retshjælp
Er en selvstændig forening, der drives af jurastuderende ved Aarhus Universitet. De tilbyder retshjælp pr. mail, telefon eller ved personlig henvendelse.

De Jurastuderendes Retshjælp
De jurastuderende tilbyder gratis juridisk rådgivning til privatpersoner. Rådgivningen foregår telefonisk eller pr. e-mail så det er muligt at få rådgivning, uanset hvor i landet man befinder dig.

Københavns Retshjælp
Københavns Retshjælp yder bistand til enhver borger i Danmark, uanset bopæl. Retshjælpen kan give rådgivning pr. telefon, men ofte er det vigtigt for sagens løsning, at deres rådgivere får adgang til at se sagens dokumenter. Derfor er det bedst at henvende sig personligt.

Brevkasser

Familieadvokaten.dk
Ønsker man at stille spørgsmål og få svar, er det nødvendigt at tilmelde sig. Svar kan forventes indenfor 5 dage, dog er man ikke garanteret et svar. Allerede afgivne svar er tilgængelige i den åbne brevkasse i anonymiseret form.

Min Advokat
Man kan enten stille spørgsmål til en advokat eller se svarene på udvalgte spørgsmål indenfor særeje, arv, testamente, fuldmagter m.m.

JuraEksperten
Her fremlægges et udvalg af de mange spørgsmål, der bliver besvaret i brevkassen "Juristerne svarer". Det er ikke muligt at stille spørgsmål og få svar gratis.

Ladegaard, Rasmussen & partnere
Nogle advokatfirmaer giver mulighed for gratis at benytte deres brevkasse, hvor der kan gives svar på stort set alle spørgsmål. Et af dem er Ladegaard, Rasmussen & partnere.

Spørg BOLIGadvokaten
Brevkassen varetages af Danske BOLIGadvokater, som forbeholder sig ret til selv at vælge, hvilke spørgsmål der besvares og offentliggøres. I brevkassens arkiv ligger mange relevante spørgsmål og svar.

Indholdet redigeres af Anne-Birgitte Sølberg, Gentofte Bibliotekerne.